Executive Coaching - den stenede vej frem mod videnssamfundet. af Simon Laub Det er en del af god ledelse at skabe en organisation "worthy of your full commitment". Det gør man bl.a. ved at betragte alle medarbejdere som planter (talenter), der skal vandes og dyrkes frem til deres fulde potentiale. Det kræver så empatiske ledere, der er tilstede for den enkelte medarbejder, løbende giver konstruktiv kritik og skubber i den rigtige retning med øje for den enkelte. At være leder er så iøvrigt en temporær position. Eller rettere - sådan bliver det når vi går ind i videnssamfundet. Nu er vort tankeunivers jo stadig industrisamfundets. Det man på Tv ser glorificeret som "de gyldne 50’ere", men som onde tunge i andre sammenhænge kalder "det socialdemokratiske mareridt". Dvs. dengang arbejde var noget man var spærret inde i 7 1/2 time om dagen - for at få råd til bil og køkken. Friheden var så at undslippe arbejde og chef (chef i kraft af titel og position i et hierarki mere en talent for ledelse)- og komme ud i kolonihaven. I videnssamfundet vil man ikke tale om et arbejde. Men om et virke. Den opvoksende Disney generation vil underholdes og have mening i tingene. Tidligere generationers prestige projekter i form af bil og køkken, giver ikke samme følelse af identitet, når alle, inklusivt ens bedsteforældre, altid har haft disse ting. De ting der skal laves vil iøvrigt være så komplicerede at de kræver mennesker i en evig lære og lege proces. Så skolesystemet vil blive lavet om med henblik på at finde talent (i alle). Det vil ikke længere være godt nok at lave stop prøver og standardiserede test til alle, med henblik på sortering i gode og dårlige borgere. Erhvervslivet vil ikke efterspørge individer, der kun bruger 10 % af deres evner, men vil efterspørge mennesker som er coached frem til at bruge langt mere. Hvis man i fremtiden vil opleve "de gyldne 50’ere" må man drage til de tidligere ulande, for hvem 50’ere vil være et fremskridt. Ingen bryder sig om være fortalere for noget bagstræberisk, så alle går naturligvis i princippet ind for det kommende videnssamfund. At det så måske i mange tilfælde mere er af frygt for globaliseringen og markedskræfter end nogen egentlig glæde ved videnssamfundet er så en anden sag. Og det er klart at vejen frem må handle om at få mere ud af det enkelte menneske. I første omgang vil man sikkert stadig tænke i rammerne af industrisamfundet og se på måder at optimere de forskellige organisationers struktur på. Men rammerne vil kun bringe een så langt, hvis menneskene i rammerne stadig tænker gammeldags. Så det følgende vil handle om en af tidens løsninger: Coaching. Hvordan man træner medarbejdere til at blive den bedste udgave af sig selv. Problemer med at finde de rigtige coaches til at træne i de rigtige ting. Science Fiction drømmen om bare at sluge en pille for at klare ethvert problem. Grænserne mellem coaching og manipulation. De "enkle, lykkelige og romantiske 50'ere" vs. "det kunstige og konstruerede 21 århundrede". IT projekter uden coaching. ----------------------------- Naive sjæle tror at man kan gøre lykke i f.eks. et IT projekt, hvis man bare følger de arbejdsmetoder man har lært fra ens skoletid, uden at tage særligt hensyn til de mennesker man er "oppe imod". Altså, man fik sit projekt, lavede en foreløbig projektplan og gik igang med sin trepunkts-estimering : Regnede på den absolut korteste tid man ville være om at løse opgaverne. Dernæst den mest sandsynlige og den absolut længste tid man ville være om det. Fandt sin middelværdi og sin spredning - kommunikerede det ud og var klar til at gå igang. Her bliver man så for første gang ramt af virkeligheden. At ens leder ønsker ens opgave løst - ikke ud fra virkeligheden, men ud fra politiske estimater (vindende pris, konkurrenceforhold, resourcer). Ok, det var så ikke så godt. Men man er jo optimist, så efter at have diskuteret lidt med denne leder, går man igang med næste disciplin fra skolebænken: Risiko styring. Man kigger ud i fremtiden og se på de ting der kan tilstøde een der, deres alvorlighedsgrad og deres sandsynlighed. Som man har lært, flytter man de ting med høj risiko over i projektplanen - rettidig omhu, kaldte A.P.Møller det. Nu føler ens leder sig sikkert truet på sit levebrød over ens profetiske evner - og gør opmærksom på at "verden er kompleks og der er mange ting man har ikke indsigt i". Det giver man ham ret i - og lægger en buffer ind i ens estimater. En svær ting for ens leder, som nu beder een om at smide hvad man har i hænderne og kaste sig ud i akut brandsluknings aktivitet. Hvilket jo er et godt bevis på, at han har ret: Verden er uforudsigelig - og umulig at planlægge. Nu er man så ikke netop på vej til at blive CMMI certificeret - eller lykkelig - Naiv som man er, tror man så at man kan gå til lederens leder og påpege et mønster i manglende resultater. At de fremlagte fremdriftsmålinger ikke blev opfyldt, og systematisk ikke er blevet det. Her vil man jo så sikkert blive fortalt at verden ikke er "akademisk", og at kunderne ikke har efterspurgt disse "alt for rigide, verdensfjerne" ting man har læst sig til. Har man nogensinde hørt om kunder, der iterativt ville være inde over processen hele tiden, og ville have professionelle test af softwaren ved levering? Nej vel. Og iøvrigt har lederens leder jo et dårligt indtryk af een. Det har den overlevelsesinteresserede mellemleder jo nok sørget for. Lederens leder har nu iøvrigt et nyt problem - endnu et - den obsternasige nye medarbejder. Lederen kunne selvfølgelig gå efter selvreflektion og evaluering af hele organisationen, men det lyder jo besværligt, så første reaktion vil givet være at betragte problemet som lokalt. Og bede den underordnede leder om at sørge for mikromanagement af ens daglige gøremål. Her begynder ens lykke at forsvinde bag en sky. Hvis man er meget heldig kan nu redde sit elendige skin hjem til status quo ved at anføre at "ledere skal vide hvad der foregår, men ikke overvåge folk", "lede, men lade folk gøre arbejdet selv"... Men drømmen om den rationelt effektive verden har mange måttet erkende at virkeligheden har en fantastisk tendens til at være resistent overfor. Og her opstår miraklet så - det viser sig at management mange steder også har nået denne indsigt. Pligter og deadlines bliver ikke overholdt fordi mennesker har problemer med at få livet i al almindelighed til at fungere. De savner hjælp til at holde styr på deres vennetid, kulturtid, alenetid, slappetid, karriereplan osv. - således at de får optimal energi og rigtig motivation til at kaste sig rationelt over deres arbejde i arbejdstiden. Det er tid at opdatere menneskene. Opdatering af mennesker. ------------------------- "Press ok for this important security update!" - Man trykker ok og får installeret MyDoom. Ens computer er blevet en zombie bot, der nu tilbringer nætterne på mystiske internet chatrooms, hvor den vestlige verdens undergang planlægges. Man skal ikke have været ret længe indenfor software branchen før man bliver lidt skeptisk overfor begrebet opdateringen. Og da specielt hvis det drejer sig om opdatering af mennesker. Man kan hurtigt føle sig hensat til en Greg Egan roman, hvor alle problemer klares ved, at man om aftenen sprayer sig lidt i næseborene. Ligger i sengen og følger de små kloge nanorobotter op i hjernen - nervøs for om man nu bliver rewired ordentligt med en handy ny "brain mod", eller om man får lavet neuralt spaghetti. I Egan universet tilbydes "P3", som hjælper med at holde eens tænkning indenfor produktive områder... "Boss" som hjælper med at bestemme hvad der er godt for een. "Hypernova" som giver online gaming en helt ny betydning - eller "Rednet" som gør det muligt for een at se infrarødt og plugge direkte på mainframes. I nutidens verden har vi stadig ikke nogen præcis neurologisk beskrivelse af et menneske. Det er ukendt præcis hvilke makroeffekter man får på baggrund af en population af neuroner, som er sat i bevægelse af et ydre input. Hvad opmærksomhed er, og hvordan den skifter, hvordan beslutninger tages og opførsel er organiseret - er altsammen for store deles vedkommende ukendt land. Det følger at det ikke er en eksakt videnskab, hvordan man gør mennesker til den bedste udgave af sig selv. Og det følger også, at hvor man kun har empiri at gå ud fra, skal man have tillid til de mennesker og det system, der sælger tjenestydelser indenfor området "opdatering af mennesker". Ikke netop opløftende, da det historisk set vel ikke just har vrimlet med mennesker og systemer, der har kunnet være en sådan tillid værdig. Coaching. ---------- Indenfor coaching antager man at alle mennesker gerne vil være den bedste udgave af sig selv. Coaching handler så om at hjælpe mennesker med at nå det. Der findes mange slags coaches - sports coaches, life coaches, virksomheds coaches osv. Men for dem alle handler det om at hjælpe med at opnå mål. I princippet er det såre simpelt. Hjælp klienten med: I) At sætte mål og nå dem. II) Find ud af hvad forhindrer klienten i at nå dem? III) Skab motivation til at nå målene. IV) Bryd (dårlige) mønstre V) Hjælp med at lægge den nye plan. VI) Lav en god afslutning, der sætter processen igang. Men mennesker er komplicerede væsner. Så allerede det med at sætte et mål kan være vanskeligt. At fastholde et mål kan være endnu vanskeligere. Selv de simpleste mål kan være afhængige af hvordan det går klienten på andre livsfelter: Personlig udvikling, Familie & Venner, Parforhold, Sundhed, Økonomi, Børn osv. Heldigvis kan det hele koges ned! Menneskers mål kan typisk koges ned til ønskle om at opnå en eller flere af følgende ting: I. Kærlighed og accept (fra andre, til sig selv) II. Udvikling (lære, modtage nye input). III. At gøre en forskel (at udrette noget). IV. Tryghed (kontrol over hvad der sker). V. Succes og opmærksomhed. VI. Udfordringer og spændinger (opleve nye ting). Når man har spurgt "hvorfor" til klienten et antal gange skulle målet altså kunne udtrykkes indenfor en af disse kategorier. Man kan så begynde at lede efter hvilke hæmmende overbevisninger klienten har der forhindrer ham i at nå målet. Går vedkommende rundt i en mørk kælder og er "offer" på et livsområde - som forhindrer handlekraft på andre områder? "Det du siger er du selv!" - vi bestemmes af vore ord. Er ordene dårlige er resultatet det sikkert også. For at nå et mål skal man være motiveret. Man skal have afklaret, hvad der sker hvis man ikke når målet, og hvilken følelse man vil få ved at nå målet. Det skal så gerne skabe den motivation der er nødvendig for at nå målet. Om man så er negativt eller positivt motiveret er så tilgengæld ligegyldigt- bare man er motiveret. Hvis man, når alt kommer til alt, ikke er motiveret kunne man overveje at droppe målet. Og da specielt, hvis den ønskede følelse kan opnåes på en lettere måde - som det er lettere at motivere sig selv for. Klienter angiver gerne 4 ting for hvorfor de ikke kan nå deres mål. Tid, penge, kompetence og resourcer - som typisk dækker over gamle dårlige mønstre, manglende selvværd, udsætter kompleks, frygt osv. Vel kan alle ikke blive balletstjerner - men de fleste kan ifølge coaching ideologien blive en bedre udgave af sig selv. Herefter er man så klar til at lægge sin plan for at nå målet. Som alle planlægningsopgaver brydes den op i delpunkter, hvor der sørges for målbarhed på alle delmål. Hvad, hvorfor og hvordan nedskrives for hvert delmål. Klienten aftaler med coachen hvad der skal ske inden næste møde. Thats it! Hvor svært kan det være? Ja, åbenbart så svært at det for mange er rart med en coach til at støtte i alle disse faser. Faktisk kan selv en coach have svært ved at få "hul" på en person. Sofia Manning tegner "trekanter" for alle personer hun møder. Hvor hun på hver side skriver henholdsvis noget om deres kropssprog, hvad de siger (sprog, attitude til sig selv og andre) - og i bunden personens indre dialog.Fremgangsmåden kan varieres. På TV kan man se TV doktoren Dr. Phil lave ca. det samme for at få styr på en person. Hans teknik går ud på at spørge til en persons 10 vigtigste oplevelser, 7 vigtigste valg og 5 vigtigste personer. I begge tilfælde får coachen baggrunds materiale til at hjælpe med hvad, hvorfor og hvordan på en persons mål. Og derigennem hvordan denne person gøres til den bedste udgave af sig selv, og derved størst mulig værdi for firma og samfund. Executive Coaching. ---------------------- Jane Blichmann og Stig Kjerulfs "Executive Coaching" er så et eksempel på coaching anvendt indenfor erhvervslivet. Overordnet tror jeg ikke at der nogen større forskel på deres indfaldsvinkel og så f.eks. Sofia Mannings. Sproget er dog tilpasset erhvervslivet: "målet med executive coaching er at den enkelte leder udvikler en stærk autoritet med henblik på at forbedre bundlinien i et regnskab", "executive coaching er en kapitalisering af den enkeltes styrker og øger den enkelte leders aktuelle markedsværdi" osv. Problemerne er også de samme - et er at sætte sig mål, noget ganske andet at udarbejde mulige handlingsinitiativer - "der er ofte for mange barrierer og følelser forbundet med at blive konkret". Og svaret det samme, også her har man så brug for en coach til at fastholde og skubbe på. Bogens megen fokus på ledere kontra almindeligt ansatte hensætter jo så heller ikke just een til fremtidsorienterede succes virksomheder a la Google, hvor alle medarbejderes kreativitet og udvikling er i højsæddet. Men snarere til de "gyldne 50’ere". Faktisk virker nogle af de i bogen beskrevne ledertyper som nogle ret slemme fortidslevn: "En personprofil, som bekræfter billedet af en særdeles velbegavet og taktisk tænkende person, der både har ringe adgang til, og i mindre grad vægter de emotionelle sider af personligheden" - Ja, hans mor må være stolt. Og mange gange virker det somom at sådanne lederes eneste begrundelse til at lære nyt er "Your ability to learn faster than your competition is your only sustainable competitive advantage". Det eneste område hvor Jane Blichmann og Stig Kjerulfs executive coaching for erhvervslivet virker mere gennemarbejdet end de mere generelle coaching bøger synes for mig at være indenfor området persontest og assesment. Den frygtelige mistanke er at det hænger sammen med at "topledere i en organisation får generelt ingen negativ feedback på egen adfærd og handlinger". Og at det derfor ikke er nok bare, som Sofia Manning, at tegne trekanter med spredte iagttagelser om en person. Men at man må have meget mere præcise værktøjer til at afdække personlige værdier, prioriteringer og konsekvenser af disse prioriteringer. At få sat tal på områder som Dominans, Synlighed, Kommunikationsevner, Dristighed, Selvtillid, Målrettethed, Handlefokus, Selvstændighed, Delegering, Situationsfornemmelse, Empati, Selvkontrol, Rummelighed, Personlige værdier, Problem løsning, Sans for detaljer, Helhedssans, Kreativitet, Omstillingsevne osv. Derefter kan man gå igang med f.eks. en SMART-analyse for ens målsætninger (i.e. målsætninger skal være Specifikke, Målbare, Accepterede, Realistiske og Trinvise). Men hovedideerne i Jane Blichmann og Stig Kjerulfs bog er de samme som i Sofia Mannings bog. Begge steder er der konkrete ting at gå igang med i (selv) forbedringsarbejdet. Den ene henvender sig (mest) til den seriøse erhvervsleder, den anden (mest) til den kloge kvinde. Så kan man selv bestemme hvilken gruppe man tilhører!? Og så iøvrigt tænke over, at der er de, der mener at fremtidens ledere helt eentydigt vil være kvinder, så måske er de to grupper ikke forskellige endda. Bemærk iøvrigt, at grunden til at kvinder typisk vil være bedre til videnssamfundets empatiske coach/leder rolle, antages at være, at de er mindre drevet af personlig prestige positionering, end det vi kender (fra mænd) i industrisamfundet. NLP. ------ Coaching har vel efterhånden næsten fået mainstream status som teknik til at bringe os allesammen ind i videnssamfundet. Men der er jo unægtelig mange andre ting "out there". Og nogle af disse ting har svært ved at finde grænsen mellem "at hjælpe mennesker til at blive den bedste udgave af sig selv" og så til at være en pengemaskine, der spiller på menneskers frygt og begær. NLP er en sådan teknik, der for dets tilhængere er noget nær en mirakel kur og for dets modstandere en pengemaskine med tvivlsomt indhold. Det går helt tilbage til de første kurser i NLP i 70’ernes Californien, hvor modstanderne kaldte de første NLP kurser for "Mindfucking 101". Og lige siden har de manglende peer-reviews af aktiviteterne indenfor NLP, nogle NLP folks "liberale" brug af akademiske titler, NLPs new age agtige tro på at alle problemer kan løses osv. gjort at NLP har været kontroversielt. Men NLP har nu overlevet alligevel. Reklamens magt er stor. Overskrifter som "SkyRocket Sales", "Accelerated Bottom Lines" osv. samt henvisninger til Fortune 100 companies, som gør brug af teknikkerne, gør indtryk. NLP står for Neuro Lingvistisk Programmering - og handler om hvordan vort nervesystem (Neuro) har et komplekst sprog (Lingvistisk) i form af indre billeder, lyde, følelser og ord som det konstant bruger til at bearbejde (Programmering) virkeligheden med. En af de efterspurgte teknikker er at gætte andre menneskers indre repræsentation. I NLP sammenhæng kalder man det at åbne for god kommunikation - modstandere vil kalde det jedi-mind tricks: Ideen er at kommunikation i virkeligheden mest foregår gennem kropssproget og tonefald - og kun 7 % formidles igennem selve betydningen af ordene. Når man således skal have en god kommunikation skal man altså matche modtagerens kropsprog, styrken og rytmen i stemmen osv. Man bemærker sig deres ord, om de giver hints til deres indre modeller. Hvilke evaluerings modeller bruger de (logisk tanke/føle)?, hvad er deres tidsorientering (fortid, fremtid)?, Opfattelsesmåde (abstrakt/konkret)?, Interesse område (mennesker, steder, aktiviteter,information)?, motivationsretning (væk fra/hen imod)? osv. En trænet iagttager behøver ikke megen tid, til at få et ret godt billede af et menneskes indre repræsentation. Og så spiller man ellers tilbage til dem i samme (deres) repræsentations system. Hvorefter de sikkert vil sige, at man har en fantastisk "kemi" (de mistroiske vil nok sige, at man står overfor en utrolig behagesyg person). Når kommunikationen så er etableret og man er "kommet indenfor" kan man så begynde at "lede"/"programmere" sin patient/medarbejder/kunde. Som øvelse kan man starte med at gå ud og lede efter en rocker type. Som man så kan matche: Trække vejret på samme måde, bemærke sig de stødvise, rå ord. Gøre stemmeføringen lidt mere kommando vikinge agtig og overtage de samme idiosynkrasier om kvinder, børn og hunde. Det skulle være en relativ nem øvelse. Derefter kan man så gå videre med lidt mere komplicerede væsner, ens medarbejdere/kunder?, øvelse gør mester - ihvertfald ifølge NLP. Modstanderne ser her manipulation, mens tilhængere ser en legitim salgsteknik. Og værre bliver det når NLP påstår at virkeligheden sådan set ikke eksisterer - kun repræsentationer over virkeligheden - I NLP terminologi bliver et menneske mere produktivt, hvis det er lykkeligt, så hvorfor ikke gå ind i erindringen og gøre de gode, styrkende minder associerede (som om vi var der igen), mens dårlige minder skal gøres dissocierede (langt væk fra hvor vi er nu)? I NLP Kombineret med et menneskesyn, hvori mennesker egentlig kun er interesserede i rare følelser og løsning på egne problemer. I NLP er det aldrig for sent at få en lykkelig barndom.... Hvilket så igen har fået modstandere til ar råbe vagt i gevær, med synspunkter om at tilværelsen er lidt mere kompliceret end det. Alle kan faktisk ikke blive balletstjerner (ligemeget hvor mange hæmmende "metaprogrammer" i deres indre repræsentation, der bliver fjernet). Kemisk Krig. -------------- Selv hvis man holder sig indenfor anerkendte teknikker til "at gøre mennesker til den bedst mulige udgave af sig selv" - skal der nok være nogen der synes at samfundet endnu engang har taget en kvantespring i retning af robotisering og umenneskeliggørelse. Med privatlivets kærlighed og (50er) romantik, som eneste forsvar overfor arbejdslivets store fabrik af proces optimering og lyssky manipulation. Ak jo, her fristes man så til at repetere kynikernes syn på den romantik, der skal frelse os for det manipulerede arbejdsliv. NLP neuroprogrammering og manipulation kommer her til at virke som ren børnehave uskyld: Start med at tænke på al den kemi, der er involveret, når mennesker mødes med henblik på at få børn.... Som den naturligste ting i verden starter kvinden mødet med at udskille feromoner, der som væsentlig bieffekt har at gøre mænd forvirrede og mindre kræsne. Begge køn udskiller oxytocin, der har en følelsesmæssig effekt, idet det ansporer følelser af nærhed og binding ("kramme-hormonet"). Og den kemiske suppe gøres perfekt med vasopressin, der øger følelsen af tilfredsstillelse og varm sympati. Og stimulerer dannelsen af gode erindringer. En god måde at starte den kemiske gryde på er jo som bekendt at kysse hinanden - og derved udveksle spyt og hudfedt, hvilket så bringer feromoner og de andre kemiske stoffer i spil - hvilket jo så slutteligt medfører den ønskede kemiske reaktion - kærlighed. At denne kærlighed er nærmest umulig at komme ud af ved alle, der prøver at komme sig over en tabt kæreste. Det kræver som reglen en stærk kemisk modreaktion for at lykkedes. Nogle har anbefalet, at såsnart man kommer til at tænke på den tabte kæreste, straks skal finde et råddent æg og så lugte til det - da det så efterhånden vil overstyrer den tidligere kemiske reaktion. Ak jo, Naturen var der længe før menneskene, også når det gælder manipulation. Executive coaching i videnssamfundet. --------------------------------------- I industrisamfundet var det ret let at regne ud hvad den overordnede vision, vi alle styrede efter, var. Det ses i tidens shoppingcentre, hvor vor civilisations akkumulerede visdom er blevet til korte slogans: "Shop till you drop", "Don’t worry, shop", "Fill that void in your life with a product" osv. Vore gener har så iøvrigt sørget for, at vi kun kortvarigt kan være lykkelige over industrisamfundets frembringelser. Et individ der for alvor var lykkelig, bliver jo nok i evolutionen overhalet af et individ, der ikke husker og bevarer sin lykke lige så godt, men istedet kun husker, at det var godt at være lykkelig. For at en art skal være succesfuld må den være temmelig ulykkelig. Så allerede de gamle grækere (Epikur) advarede mod industrisamfundets lykkeideal. Og mente at mere bestandig lykke kom af ting som f.eks. venner, den vurderende eftertanke og frihed (for angst). De gamle grækere ville iøvrigt sikkert finde industrisamfundets megen fokus på begrebet arbejde (istedet for virke) for absurd. For den gamle græker ville arbejde vel mest af alt være noget for slaver. Et synspunkt den opvoksende Disney generation helt sikkert vil kunne tilslutte sig (til industrisamfundets (slavers) rædsel). I videnssamfundet er det hele blevet lidt mere abstrakt. Logisk nok, da viden jo er mere abstrakt end industrisamfundets ting. Og logisk nok vil der være et stigende behov for coaching for at finde hoved og hale i det hele. Vi kan lige så godt vænne os til det. Coaching er ikke bare et modefænomen. Hvis man er utilfreds, er det eneste man for alvor kan håbe på, er at der vil blive tale om "executive coaching". Forstået på samme måde som når man taler om et "executive summary" - Altså at coachingen vil være kort og letforståelig, og at den enkelte bagefter har mulighed for at handle i en stor grad af frihed. Simon Laub 7 Maj 2005. Inspiration: Coaching, Det handler om at stille de rigtige spørgsmål. Sofia Manning Aschehoug A/S. 2004. ISBN 87-11-16652-5 Executive Coaching Ledelsesudvikling i psykologisk perspektiv Jane Blichmann og Stig Kjerulf Børsens forlag ISBN 87-7664-008-6 Grundbog i NLP. Bind 1 - 2. Kommunikation og terapi. Ole Vadum Dahl Jørgen Paludans forlag. ISBN 87-7230-903-2 og ISBN 87-7230-905-9 Kærlighedens Kemi, Glenn D.Wilson & Chris McLaughlin Aschehoug A/S. 2004. ISBN 87-11-16856-0 Ledernes læringsmiljø - en vej til god ledelse. www.lederne.dk Praktisk IT-Projektledelse Stephen Biering-Sørensen www.samfundslitteratur.dk